Om nogle år fylder Maja Torp 50 år. Hun har godt gang i karrieren, som leder af et misbrugscenter, folketingskandidat og byrådsmedlem for Venstre. Og så er hun medstifter af Kammaprisen, der hylder kvinder, som støtter hinanden i at gøre en positiv forskel i samfundet.
Hun erkender, at hun har det lidt ambivalent med at fylde 50 år. På den ene side føler hun, at hun er et godt sted i livet, hvor hun hviler i sig selv og er et godt stykke vej inde i karrieren. På den anden side kan hun mærke, at hun er nødt til at holde kroppen mere ved lige end førhen, og at overgangsalderen banker på døren.
”Hvis jeg ikke bevæger mig eller motionerer over en kort periode, kan jeg godt mærke, at skavankerne ligger på lur. De er parate til at kaste sig over én lige så snart man ikke hele tiden husker at være opmærksom. Det samme gælder udseendet, hvor man også bliver mere opmærksom på, hvordan man holder det ved lige. Jeg har noget kollagenpulver, som jeg kommer i kaffekoppen om morgenen. Jeg ved ikke, om det virker. Men det giver mig følelsen af, at jeg gør et eller andet, og kan være med til at give følelsen af, at man ikke er lige så meget i forfald. Jeg bryder mig ikke særlig meget om den fysiske del af at blive ældre. Men mentalt har jeg det rigtig godt i denne her alder, hvor jeg føler, at jeg har meget mere overskud.”
Skelsættende periode
Selv om hun ikke har oplevet de store fysiske forandringer, har hun dog bemærket, at overgangsalderens symptomer langsomt er ved at snige sig ind. Hun kalder sig selv for typen, der altid plejer at fryse lidt, så da hun for halvandet år siden opdagede, at det blev sværere at komme af med varmen i form af hedeture, var det nærliggende at spørge sin mor om, hvordan hendes overgangsalder havde været.
”Min mor havde også lidt hedeture, og kom egentlig ret nemt igennem det. Jeg håber, at jeg selv får det nemt. Man ved det jo ikke. Men jeg synes ikke, at det er rart at tænke på, at det er en tredje alder, man går ind i. Jeg synes overhovedet ikke, at jeg er færdig med alt det jeg skal, og det behøver man heller ikke at være, fordi man går ind i overgangsalderen. På en eller anden måde er det en skelsættende ting for en kvinde, at der er noget der hedder overgangsalder,” reflekterer hun
Skynd dig at blive leder
Maja Torp husker, hvordan alder førhen afgjorde mulighederne for at få en lederstilling. Hun fortæller en anekdote fra da hun var yngre, hvor en person fra hendes omgangskreds gav hende et råd om, at hvis hun ville noget med ledelse, så skulle hun sørge for at blive leder inden hun rundede de 40 år for ellers ville løbet være fuldstændig kørt.
”Tiden har ændret sig. Jeg føler ikke, at man skal have nået det hele karrieremæssigt, når man bliver 40 år. Pensionsalderen er blevet hævet, og det gør, at ens udløbsdato bliver forlænget lidt. Det tror jeg også har noget at sige i forhold til, hvordan man ser på alder,” fortæller Maja Torp, der dog nåede at blive leder lige inden hun fyldte 40 år.
Øger tolerancen
Selv om karriere og overgangsalder går hånd i hånd ærgrer det Maja Torp, at kvinder undlader at tale om emnet både på arbejdspladsen og privat. Hun mener, at det vil øge tolerancen og forståelsen, hvis man eksempelvis sidder i et storrumskontor og er i en periode, hvor man måske har behov for at åbne vinduet noget mere.
Maja Torp mener, at de udeblevne samtaler kan hænge sammen med frygten for at blive opfattet som ”gammel”. Selv husker hun kun at have haft en enkelt samtale med en veninde om overgangsalderen, og det ærgrer hende.
”Skønhedsindustrien er eksploderet inden for de seneste ti år, og det handler om frygten for at se ældre ud. Vi føler os jo heller ikke den alder, vi er. Vi føler os nok yngre, og det må gerne passe sammen. Jeg vil nu også sige, at der er en hel masse godt forbundet med at blive ældre. Det er meget nemmere at være i fyrrerne end da jeg var i trediverne eller i tyverne, fordi der er meget mere i livet, der er i balance. Man er nået til at have voksne børn, og er nået langt i ens karriere, og ved hvad man vil og kan.”
Lad os tale sammen
Hun opfordrer kvinder til at tale om overgangsalderen, og giver i samme ombæring en løftet pegefinger til sig selv. For hun bliver overrasket over, hvor lidt hun egentlig kender til symptomerne på trods af, at hun opfatter sig selv som en rimelig oplyst kvinde.
”Det skyldes nok, at overgangsalderen er et tabu. Det er grunden til, at det ikke rigtig vækker ens nysgerrighed. Der er jo ingen, der taler om det, og derfor eksisterer det ligesom ikke. Det er forbavsende så lidt, vi taler med hinanden om symptomerne. Vi kvinder kunne jo starte med at tale sammen, for ellers står vi jo alle sammen lidt alene med det. Og det gør os jo ikke stærkere.”
Mere viden om overgangsalderen
Hun erkender, at vi lever i en tid, hvor kvinder skal fremstå som dygtige, se godt og helst kunne præstere på alle parametre, hvilket gør det endnu mindre attraktivt at tale om overgangsalderen.
”Vi vil gerne udstråle overskud og power, og så har vi måske ikke lyst til at tale om det modsatte. Der er noget facade udadtil, som vi ikke har lyst til at forstyrre ved at tale om overgangsalderen. Og det er noget pjat, fordi det er noget vi alle sammen skal igennem som kvinder. Viden og forståelse øger tolerancen, og hvis ikke vi taler om overgangsalderen, så er der jo ikke nogen, der kan forstå den.”