Kvinder bør tale mere åbent om overgangsalderen

Alexandra Crosskey vil bryde tabuet om overgangsalderen.

Det hele startede sidste sommer, hvor Alexandra var 48 år.

Hendes mand havde bemærket, at Alexandra ikke helt var sig selv. Hun havde en kortere lunte, oplevede angstanfald og lagnerne var badet i sved om natten. Alexandras mand begyndte derfor at sende hende artikler om overgangsalderen. Hun husker især en artikel om en menopause cafe. Mere om den senere…

”Min mand havde fanget signalerne, før jeg havde. Jeg døjede med angst og var omtåget. Det var meget ulig mig, for jeg er en meget selvsikker person. Jeg oplevede, at det var svært for mig at holde fokus. Hedeturene begyndte at blive slemme. Om natten oplevede jeg en kombination af hedeture og panikanfald på samme tid,” fortæller hun.

For Alexandra var starten på overgangsalderen en heftig oplevelse, Hun oplevede en blanding af både fysiske og psykiske gener.

”Mine blødninger blev kraftigere, og min menstruation blev uregelmæssig. Nogle gange kunne jeg ikke komme ud af sengen i to dage, fordi jeg følte at mine indvolde var ved at falde ud. Jeg husker, at jeg havde tendens til at være lidt mere vred og opførte mig en smule irrationelt,” husker hun.

Ændrede kost og dyrkede motion

Alexandra tog kampen op, og fandt på strategier for at få det bedre. Hun begyndte at acceptere overgangsalderen og læste mere om den for at forstå, hvad det hele gik ud på.

”Jeg lagde min kost om. Jeg begyndte at spise soyabaseret føde, nødder og frø, der kan understøtte hormonbalancen. Jeg begyndte at dyrke motion, og tog en dukkert i det kølige havvand om morgenen, som hjalp på min krop efter en nat badet i sved med hedeture. Det tog meget af mine fysiske og følelsesmæssige symptomer.”

Alexandra fortæller, at hun har det godt med sig selv i dag. Hendes menstruation har været udeblevet i tre måneder, hvorefter den er kommet tilbage. Denne gang knap så kraftig, som den plejede at være.

Gør ikke som din mor

Alexandra ærgrer sig over, at kvinder ikke taler mere åbent om så vigtig en overgang i deres liv, og deler deres erfaringer for at hjælpe hinanden. Derfor har hun taget initiativ til at starte en menopause cafe, hvor kvinder kan mødes for at drikke en kop kaffe eller te og få en sludder om overgangsalderen.

”Vi skal bryde tabuet omkring overgangsalderen. Inden for de seneste par år, er der begyndt at ske en forandring, hvor kendte kvinder taler åbent om overgangsalderen, og det er interessant,” nævner hun

Amerikanske stjerner, som Oscarvinderne Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie, har begge talt åbent om overgangsalderen. Og det mener Alexandra, at alle kvinder bør lære noget af.

”Vi bør ikke gøre som vores mødre gjorde, og gå igennem overgangsalderen uden at dele denne fase i vores liv med vores ægtefælle og familie. Det er vigtigt, at vi inddrager dem, så de forstår, at vi ikke er ved at blive skøre.”

Alexandra vil også slå et slag for karrierekvinderne, som er i overgangsalderen.

”Forestil dig en kvinde, som er på højdepunktet i sin karriere. Hun sidder til et vigtigt møde og pludselig pibler sveden ned ad ansigtet på hende eller hun får svært ved at komme på et bestemt ord, fordi hun føler sig omtåget,” siger hun, og opfordrer kvinder til at turde at tage skridtet og tale åbent om overgangsalderen og gøre en forskel – også på arbejdspladserne.

Af redaktion

Om menopause cafe:

Næste menopause cafe finder sted torsdag den 24. september klokken 10 på KaffeKilden, Nordre Frihavnsgade 81, 2100 København Ø. Tilmelding kan ske til: alexandracrosskey@gmail.com.

admin